Om mig

Hvem er jeg?

 

Jeg hedder Birgit og bor i Borup, mellem Køge, Ringsted og Roskilde. Jeg er uddannet Kontor All Round, og er fultidsansat i Ringsted Kommune som Administrativ medarbejder.

Jeg har altid holdt meget af at fotografere, specielt blomster, dyr, strand o.lign.

I  2010 blev jeg opfordret til at tage portrætter, og startede med at stå hjemme i stuen, med et ca. 2 m bredt rullegardin som baggrund, loftlampe og mit Canon 450 D. Det var en udfordring, da jeg intet vidste om de forskellige indstillinger på kameraet og slet ikke noget om hvordan jeg skulle håndtere det manglende lys. Men billederne blev nogenlunde, efter en del billederedigering hvor der blev fjernet slagskygger, optimeret på lys, farve, kontrast og tilsidst beskåret, så diverse møbler i stuen ikke kom med på billederne.

Takket været nogle søde hjælpsomme og tålmodige modeller (familie, venner, kollegaer), samt nogle kurser i "Kendt dit kamera", blev jeg bedre og i 2011 følte jeg mig klar til at lave aftaler med mine første betalende kunder. Det var spændende og alt hvad jeg tjente dette år, blev investeret i Studieudstyr. I dag har jeg udstyr nok til at sætte et fornuftigt studie op, dog stadig i min stue, men drømmen er at finde et lokale her i Borup.

2011 var også året hvor jeg havde min første Konfirmand, og det er siden blevet til en del flere konfirmationer. I 2014 fotograferede jeg til mit første bryllup, det var en kollega som troede så meget på mig, at hun gav mig lov til at følge hende fra Kirken til brudevalsen. Det var hårdt, men også meget lærerigt, og derfor har jeg valgt, at jeg i dag kun tilbyder max. 5 timers aftaler.

Af mange forskellige årsager, blev der noget stilstand med min fotografering i årene 2015 og 2016, og jeg var ikke sikker på om jeg ville få gnisten tilbage. Men den kom heldigvis stille og roligt tilbage i løbet af 2017, og jeg har nydt hvert øjeblik bag kameraet siden. Derfor besluttede jeg mig til, at det nu er tid til at lægge mere energi i fotolasen end kun på hobby/fritidsplan. Så derfor har jeg fået fotolasen.dk registreret som PMV (Personligt ejet mindre virksomhed) og den 9. septemer 2018 fik jeg cvr.nr.

Jeg glæder mig til at komme i gang, selvom det er hårdt sammen med et fuldtidjob ved siden af. Men jeg er villig til at bruge weekender og de fridage der er, til at tage kunder ind, og hvem ved, måske ender drømmen med at blive virkelig.

Er du blevet nysgerrig på hvad jeg har lavet, så kig forbi mit galleri her på fotolasen.dk

Du er også meget velkommen til at smutte forbi min Facebookside, og "syntes godt om", og/eller følge mig på Instragram (søg efter: Fotolasen).